1861 - 1950  Ludvig Hornemann  -  Nielsine Rasmine Rasmussen  1853 - 1946

Søn af Hans Henrik Hornemann og hustru Johanne Hansdatter, født i Brudager og døde i Svendborg.
1. kone Ane Andersen Knudsen  * 20.08.1864    +  07.12.1890
2. kone Nielsine Rasmine Rasmussen, født i Oure og døde i Slæbæk, Kirkeby.

Begge er blevet begravet på kirkegården i Kirkeby, Afdeling 5, Nr. 93 og 94. Gravstedet blev nedlagt i 1970.
Foto er fra deres Guldbryllup - (Artikel fra Svendborg Avis)
Fredag den 16. maj kan et af Kirkebys ældste ægtepar fhv. stenhugger og husmand Ludvig Hornemann og hustru, (Slæbæk) fejre deres guldbryllup. Guldbrudgommen er født 16. oktober 1861 i Brudager. Han overtog i en tidlig alder sin faderes stilling som stenhugger og brolægger og efter at havde aftjent sin værnepligt i Nyborg bosatte han sig på Lakkendrup Mark. Her døde hans første hustru efter få års ægteskab efterlader to små børn. 1891 blev han igen gift med sin nuværende hustru.

Guldbruden er født 22. april 1853 i Oure og er opvokset under meget trange kår. På et tidlig tidspunkt kom hun i tjeneste hos fremmede folk og hun havde forskellige pladser, indtil hun kom som husbestyrinde hos Horneman.
I nogle år blev ægteparret boende på Lakkendrup mark, men så syntes de, at de ville have lidt landbrug og 1896 købte de et lille husmandssted ude på Højbjerg. Her begyndte nu nogle strenge arbejdsår for dem.
 
Ludvig Stenhugger som han blev kaldt tog værktøjet på nakken og passede sit arbejde ude omkring. Vidstrakte blev hans arbejdspladser. Rundt om på Sydfyn og helt op til Odense har han støbt mange fundamenter til nybygninger og hundrede af gårdspladser og møddingsteder er blevet til under hans hænder.

Men jorden derhjemme skulde også passes og det blev hustruens lod at tage sig af dette arbejde. Og det blev gjort, om end der tit var lange arbejdsdage. Men efter hånden, som en børneflok på 6 voksede op, var der mange hænder at hjælpe.
Børnene er nu alle gift, og de 4 er bosiddende rundt om i landet, medens en datter bor i Amerika. For nogle år siden døde den ene af sønnerne. Der blev ingen af børnene, der vilde gå i forældrenes spor, og efter 32 års forløb blev jordens og kreaturernes pasning de to gamle mennesker for meget, og i 1928 solgte de ejendommen og flyttede til Slæbæk.

Guldbrudeparret kan se tilbage på de 50 år som år fulde af arbejde og slid, men også med glæde tænke på mange lykkelige stunder i deres ægteskab. Som vi i dag kan man finde dem i det samme perlende fynske humør, som altid har været til stede i deres hjem. Sygdom har ikke i noget grad svækket nogen af dem.

Guldbrudegommen er endnu parat til at give naboerne en hjælpende hånd i høst. Stenhammeren har han dog lagt på hylden. Men passiar og et spil kort er i dag hans kæphest. Guldbruden passer for det meste huset selv endnu, men kan dog mærke at hun bliver ældre. Læsning og strikkepindene, som hun er en mester til at behandle, er de to ting, som hun sætter højst.

I over 10 år har guldbrudeparret været stamforældre til fire generationer og deres største glæde er selvfølgelig at samle familiens medlemmer så tit som muligt. Ægteparret er kendt af mange mennesker over hele Sydfyn og på fredag er der sikkert mange lykønskninger både mundtlige og skriftlige, som vil finde vej til det lille hjem i Slæbæk.

I hele deres ægteskab har Svendborg Avis været en daglig gæst i deres hjem.
Deres hus i 2008
Det er her guldbrylluppet blev fejret i 1941.
Verner Rasmussen, moster Paulas mand, spillede på harmonika til festen.
Huset blev kaldt pølhuset, fordi det altid lag i vand når det  regnede. Vejen var ikke løftet på daværende tidspunkt.

Home